Den hemmelige krig - og den forudsigelige dokumentar

Æv! Nu havde jeg glædet mig - sammen med resten af Danmarks akademiske forsvarsnørder - til at se Christoffer Guldbrandsens film "Den hemmelige krig". Al den medieomtale er resultatet af et kontroversielt emne og en god sans for markedsføring. Og ærligt talt havde jeg da håbet at der var tale om et stykke kritisk journalistik der kunne være med til at raffinere debatten om Irak herhjemme.

Det var det bare ikke. Dokumentaren havde en interessant problemstilling, men sovsede den til i suggestiv underlægningsmusik og billed-effekter. Det er der for så vidt intet galt i - men Guldbrandsen fik bare spændt buen for hårdt, for det var en halvslatten pil han kunne lægge på strengen. Der var ikke hårde fakta på at danske soldater havde gjort noget forkert, der var en rimeligt god indikation på at Fogh har handlet mod bedre vidende, men ved at trække sagen så hårdt op, så risikerer Guldbrandsen at skyde sig selv i foden.

Og her er der sket noget interessant: Den massive foromtale har nok punkteret sagen og udmattet dens retoriske gennemslagskraft. Dermed har Guldbrandsens promotor gjort ham en bjørnetjeneste. Det er bare ikke sikkert at Forsvaret har fanget den: FKO åbner låget for at man måske vil finde det arkiv der siges at være blevet ødelagt i filmen.*
Det mest interessante der kunne komme ud af denne film ville være en fornyet debat om Danmarks deltagelse i krige - og hvorfor og hvordan det skal gøres, samt ikke mindst hvilke konsekvenser vi skal være parate til. Men desværre ser det ud til at principperne igen bliver skjult i trivialiteternes sandstorme.

* Pressechef her er nu Lennie Fredskov Hansen, tidligere Statsministeriet.